Samarbejde og teknisk sparring banede vejen for nyt gulvprodukt

Et tæt samarbejde gennem mere end 10 år har gjort det muligt for Dinesen at udvikle et nyt gulvprodukt i samarbejde med Dana Lim. Dialog, teknisk sparring og fælles fokus på kvalitet har været afgørende i udviklingen af en ny limløsning til en moderne 3-lags gulvkonstruktion.
Hos plankegulvsproducenten Dinesen har Dana Lim gennem mange år været leverandør af lim til flere af virksomhedens centrale produkter. Limen indgår blandt andet i produktionen af gulve, hvor træet samles til et færdigt produkt hos kunden.
I 2020 introducerede Dinesen et lamelopbygget plankegulv, kaldet Layers, bestående af en trelagskontruktion af massivt træ. Her skulle tre lag træ samles til ét stabilt gulvprodukt, og det stillede nye krav til limen.
Derfor rakte Dinesen ud til Dana Lim, som blev involveret tidligt i udviklingsprocessen.
– Vi har arbejdet sammen med Dana Lim i mere end 10 år, og derfor var det helt naturligt at tage dem med ind i udviklingen af vores nye produkt. Når vi udvikler noget nyt, har vi brug for leverandører, der kan være med til at finde løsninger sammen med os, siger Per Achilles, Chief Production Officer hos Dinesen.
Den nye konstruktion krævede en lim, som både kunne sikre en stærk samling mellem lagene og samtidig fungere stabilt i produktionen. Valget faldt på en vandbaseret lim, som Dana Lim har været med til at udvikle og tilpasse til formålet.
Tæt dialog med laboratoriet En vigtig del af samarbejdet har været den løbende dialog mellem produktionen hos Dinesen og Dana Lims tekniske specialister.
Bjarne Kristensen, som er vores konsulent fra Dana Lim, var god til at være nysgerrig, stille spørgsmål og gå i dybden med udfordringerne. Når vi stod med en problemstilling, tog han den med videre til Dana Lims laboratorie. Her arbejdede de videre med udfordringen og vendte tilbage med forslag til løsninger, forklarer Per Achilles.
Netop den tekniske sparring gør det muligt at flytte sig hurtigere i udviklingsprocessen.
– Når vores leverandør er med på at udvikle og finde løsninger sammen med os, kan vi komme hurtigere frem til de rigtige løsninger. Det gør en stor forskel i vores produktudvikling, siger Per Achilles.
Hos Dana Lim er samarbejdet med kunderne en naturlig og central del af udviklingsarbejdet.
– Når vi arbejder tæt sammen med kunden og får indsigt i både materialer og produktionsprocesser, kan vi udvikle limløsninger, der passer præcist til opgaven. Samarbejdet med Dinesen er et godt eksempel på, hvordan dialog og fælles udvikling kan føre til stærke resultater, siger Bjarne Kristensen, konsulent hos Dana Lim.

Fælles fokus på kvalitet Hos Dinesen er kvalitet et helt centralt parameter, og derfor er det afgørende at arbejde sammen med leverandører, der deler samme tilgang. Nemlig at det skal være den bedste kvalitet, der findes.
Samarbejdet handler derfor ikke kun om at levere den rigtige lim, men også om at udfordre og optimere processen.
– Dana Lim leverer det, vi efterspørger, men de stiller også krav til os og holder fast i nogle ting for at sikre kvaliteten. Det er vigtigt, når man arbejder med produkter, hvor vi alle jagter det perfekte, siger Per Achilles.
Samtidig fremhæver han, at Dana Lim bidrager med erfaring og knowhow, som ikke nødvendigvis er let at finde andre steder.
– Hos Dana Lim har de en erfaring og en teknisk viden, som vi har stor glæde af i vores udviklingsarbejde.
